Tekst og foto: Mikkel Rytter Poulsen.
Det var to forskellige verdener, der mødtes, da to danske designere i september 2011 satte sig for på en uge at lære zimbabwiske stenhuggere om, hvilke design, der appellerer til et nordeuropæisk publikum. Til august afsløres resultatet i Danmark.
”Det er business. Ren business. For vi vil gerne skabe forretning sammen med stenhuggerne her. Det kan godt være, at mine sko ligner flade klipklappere, men det er i virkeligheden business stilethæle, jeg har på, når jeg er her og snakker med de zimbabwiske stenhuggere.” Det sagde Henriette Melchiorsen, dansk designer med en passion for Fair Trade, på et besøg i Zimbabwe i september 2011. Sammen med en kollega var hun taget til Zimbabwe for at give zimbabwiske stenhuggere en idé om, hvad et skandinavisk marked kræver af deres kunsthåndværk, hvis det skal have en bred appel, der rækker udover, hvad den klassiske danske Fair Trade-kunde vil købe.
Designmæssigt frisk pust
Henriette er del af trioen Fair Trade Designers, som udover Henriette tæller produktdesignerne Pil Bredahl og Liselotte Risell. De tre er indgået i samarbejde med Fair Trade Danmark om at stable et projekt på benene, der skal skabe øget interesse for Fair Trade-kunsthåndværk og -brugskunst.
Fair Trade Danmark og FairTrade Designers har udviklet konceptet sammen og sat pilotprojekter i søen i Nicaragua og Zimbabwe, hvor ideen er, at mødes med lokale kunsthåndværkere, som allerede producerer Fair Trade-produkter, i håbet om at give dem et designmæssigt frisk pust, der kan hjælpe med at få tag i et større marked i Danmark, Norden og Europa.
Ida Ljunggren fra Fair Trade Danmark, som var med i Zimbabwe, forklarer: ”Som landet ligger nu, så er der mange i vores kernemålgruppe, der køber Fair Trade, fordi de gerne vil støtte lokale producenter rundt omkring i verden. Kvaliteten og æstetikken kommer i anden række for denne målgruppe, som er relativt smal. Formålet med projektet er at skabe et formsprog, der også appellerer til folk, der ikke nødvendigvis er super ideologiske, men som vil købe et produkt, hvis det er lækkert. Et produkt som så har den bonus, at det er Fair Trade. Og på den måde håber vi at nå et langt større marked end nu.”
Fair Trade 2.0
Ida siger, at målet er at genskabe Fair Trade-brandet i et 2.0-format. Vejen til Fair Trade 2.0 er produkt- og designudvikling, der leder til produkter, der ikke kun finder vej til din lokale batik-butik, men også alle større og mindre interiør- og bolig-butikker side om side med Alvar Aalto- og Stelton-produkter.
Turen til Zimbabwe og mødet med de zimbabwiske stenhuggere, der laver de såkaldte shona-skulpturer, var første skridt på vejen mod realisering af den plan. Siden har Fair Trade Danmark også været i Nicaragua og på en opfølgningstur til Zimbabwe. Resultaterne af deres anstrengelser forventes at ramme Danmark på messen Formland i august 2012.
Foto Mikkel Rytter Poulsen. Her ses: Henriette, Ida, fra Fair Trade Danmark og Pil.
Det er Alice Jul, der har kontakten til det cirka 150 mand store kunstnerkollektiv, som er omdrejningspunktet for projektet i Zimbabwe. Kunstnerkollektivet ligger i satellitbyen Chitungwiza små 30 km fra hovedstaden Harare. Det er herfra, at Alice importerer Fair Trade-produkter.
Kunsten at forklare brugskunst
I en uge var scenen de danske designeres, der afholdt en formgivningsworkshop for de af de zimbabwiske kunstnere, der var interesserede. Og det var der mange, der var.
Henriette og Pil forventede ikke at gøre de zimbabwiske kunstnere til eksperter i dansk design på en uge, men derimod at lægge kimen til en forståelse af, hvad dansk design – og smag – er, så kunstnerne på sigt bedre kan målrette deres design og produkter til et købedygtigt marked i et land langt nordpå, hvor ingen af kunstnerne har været.
Foto FTD.
Og de to danske designere kunne godt mærke, at der er langt fra Zimbabwe til Danmark.
”Det at forklare, hvad brugskunst er for en størrelse, var en udfordring. Når vi prøvede at forklare det, så var der flere af dem, der sagde, at de jo bare kunne bore et hul i toppen af en af deres skulpturer og vupti, så er det en lysestage. Men så enkelt er det altså ikke.”
I det hele taget var det en udfordring at prøve at give de zimbabwiske kunstnere, der har en så forskellig baggrund og erfaring, et indtryk af, hvad der falder i dansk smag. Nogle af de zimbabwiske kunstnere har gjort det til et varemærke at lave komplicerede og meget detaljerede skulpturer, for på den måde at vise, hvor dygtige de er. Og for nogen af dem virkede det danske design næsten for enkelt.
”Der var en fyr, som havde som speciale at lave sådan nogle 8-taller, hvor ringene vrider sig ind og ud af hinanden, som en slags evighedsringe. Det var imponerende og hans rumlige forståelse eller evne til at ’tænke’ de her ringe, var helt fantastisk. Han arbejdede ikke med tekniske tegninger, men havde det hele i hovedet. Til gengæld havde han svært ved at slippe det formsprog, når han skulle prøve at lave nogle ting, der var mere rettet mod et dansk publikum,” fortæller Pil og Henriette.
Foto FTD.
Og det er både godt og skidt. For selvom formålet med besøget var at lære kunstnerne at rette deres design mod et dansk publikum, så skulle de zimbabwiske design også gerne have noget, der giver dem en særlig zimbabwisk karakter og gør dem til et unikt produkt af den kunstner, der har produceret dem.
Talentfulde kunstnere
Men Pil og Henriette er nu ikke så bekymrede – tværtimod. ”Generelt var niveauet højt – der var nogle meget talentfulde kunstnere. Der var også nogen, der ikke var så avancerede, men overordnet var der en stor gruppe, som sagtens ville kunne levere produkter af høj kvalitet, som kan appellere til et dansk marked,” siger Henriette og Pil og fortsætter, ”Vi har arbejdet sammen med kinesiske kunsthåndværkere i et landområde i Kina, og der kan man virkelig tale om to verdener der mødes. De kinesiske kunstnere var bundne og kunne ikke tænke ud af boksen. Hvis vi foreslog et design, så satte de sig ned og kopierede det. Og selvom det ikke er dårligt at kunne lave en god kopi, så var meningen også, at de design, vi havde med fra Danmark, skulle fungere som inspiration – ikke nødvendigvis en model, der skulle kopieres ned i mindste detalje. Og der var de zimbabwiske kunstnere helt med. De havde deres egne kunstneriske input og arbejdede også hen imod at lave deres egne værker inspireret af de danske design.”
Foto FTD
Men selvom det langsigtede mål er, at de zimbabwiske kunstnere skal kunne komme på egne produkter inspireret af dansk design og smag, så var et andet formål med projektet faktisk også at lære at kopiere – fra en teknisk tegning. De fleste kunstnere i Chitungwiza er selvlærte og har aldrig set en teknisk tegning. For Henriette og Pil derimod, er en teknisk tegning fuldstændig elementær i udviklingen af et produkt. Ikke mindst hvis man skal lave flere af den samme ting.
En teknisk tegning skal blandt andet sikre, at kvalitet og udformning forbliver den samme fra produkt til produkt. Men også at man kan lave variationer over det samme produkt, hvis man arbejder på at udvikle en såkaldt ’familie’, fortæller Henriette:
”Hvis man fx har en vase, som er populær, så kan man blandt andet arbejde på at lave større og mindre versioner – en familie. Med en teknisk tegning i hånden, er det eneste man skal gøre at ændre målene og så komme i sving med hammeren.”
En anden fordel ved at kunne arbejde ud fra en teknisk tegning er, at de zimbabwiske kunstnere vil kunne tage imod bestillinger fra Danmark, hvis der er interesse i deres håndværk og nogen har ønsker om et særligt design. Denne tanke håber designerne i høj grad får ben at gå på, så de zimbabwiske stenhuggere kan få bestillingsarbejde og ikke altid skal komme på nye design, når de skal levere til Danmark.
Foto Jakob Crawfurd.
Sløvt salg i Zimbabwe
De zimbabwiske kunstnere selv syntes, at det var fantastisk at få nye input til en hensygnende industri, som har lidt meget under den økonomiske deroute, som Zimbabwe har været ude i siden 2000.
Turister har tidligere udgjort en betragtelig del af kundegrundlaget for stenskulpturerne, men den nærmest komatøse tilstand turistindustrien befinder sig i, har hevet tæppet væk under den indkomstkilde. Lokalt har der også før været en del aftagere, men den pressede økonomiske situation har gjort, at lommerne ikke er så dybe længere – de fleste har ikke luft i budgettet til kunst-køb, udsmykning eller andre ting, der ikke fylder i maven.
Og det kan mærkes, bekræftede Tendai Gwaravaza, som var en af de zimbabwiske skulptører, der arbejdede med de to danske designere.
”Salget af skulpturer er stort set gået helt i stå,” fortalte han inden han huggede videre på en skål efter dansk forbillede. En stor del af de skulpturer Tendai normalt laver, er fuglebade, og han forklarede, at han havde valgt at prøve at arbejde med skåle, da formen ikke ligger så langt fra det, han allerede er god til.
”Jeg prøver at forny mig hele tiden, men jeg føler tit, at jeg famler i blinde. Inspirationen fra de danske designere var mere konkret og giver os mulighed for at arbejde målrettet mod købere, som vi ikke havde før. Og så fik vi samtidig nogle nye redskaber, der forhåbentlig også kan hjælpe os med at sælge mere lokalt, så vi er meget taknemmelige for, at vi fik muligheden for at arbejde sammen med de danske designere,” sagde Tendai.
I ugen hvor de danske designere var i Zimbabwe, havde Tendai kun to skulpturer til salg – han havde ikke penge til at købe sten til at lave nye skulpturer. Tendai fortalte, at når han og de andre skulptører, går i gang med at forarbejde en sten, så ved de ikke altid, hvad det bliver for en skulptur,
”Vi arbejder med en løs idé og lader så stenen bestemme, hvordan skulpturen kommer til at se ud.” Men det betyder også, at en sten af og til går til spilde, når en idé ikke er kompatibel med stenen. Og her er tekniske tegninger en god måde at gribe arbejdet an på.
”Når man har en tegning og en sten man vil arbejde med, så kan man se, inden man går i gang, om det er den rigtige sten til det design, man gerne vil lave. Og på den måde kan man undgå at en sten går til spilde,” forklarede Tendai.
Foto Mikkel Rytter Poulsen.
Fokus på Fair Trade
Udover arbejdet med at inspirere de zimbabwiske kunstnere og give dem nye redskaber at arbejde med, så var der skarpt fokus på Fair Trade. For selvom formålet var at skabe produkter, der ville kunne sælge selvom de ikke var Fair Trade, så skal Fair Trade bruges til at markedsføre skulpturerne. Og skulpturerne skal markedsføre Fair Trade.
Kunstnerne i Chitungwiza kendte godt til Fair Trade, da nogle af dem allerede producerer skulpturer til et dansk Fair Trade-marked. Men det er alligevel en langvarig proces at implementere principperne for Fair Trade – og igen noget, der blev arbejdet med under det danske besøg.
Blandt andet skulle stenhuggerne sikres ordentlige og sikre arbejdsforhold – og her var det stenhuggerne, der skulle overbevises om, at det var til deres egen fordel. Ved workshoppen fik de alle et sæt med beskyttelsesbriller og en maske til at tage for munden. Når de arbejder fyger det med stensplinter fra stenene de hakker i og stenstøvet hænger i luften. Alligevel var det kun fire eller fem af kunstnerne, der brugte brillerne. Masken var der stort set ingen der brugte. De fleste masker lå henslængt på den tørre jord i den bagende sol ved siden af kunsterne. Det er ikke en fornøjelse af have maske på, når temperaturen ligger vel over 30 grader.
Og det kan man et eller andet sted godt forstå, siger Henriette: ”Det er varmt at sidde med sådan en maske på en hel dag. Og når vi prøvede at fortælle om de langsigtede konsekvenser ved at indånde det her støv, så skal man selvfølgelig tænke på, at mange af kunstnerne er fattige og mest af alt spekulerer på, hvor deres næste måltid mad skal komme fra. I det perspektiv kan man godt forstå, at de ikke tænkte forfærdelig meget over, at de muligvis kan få åndedrætsbesvær om 30 år, hvis ikke de har maske på.”
Færdige skulpturer til Danmark
På tegnestuen i Danmark venter designerne nu spændt på at modtage de seneste modeller og prototyper, som er blevet færdiggjort siden september. Der var en smule med hjem i kufferterne, men fordi materialet er langsomt at arbejde i, blev der ikke meget blev færdigt mens designerne var i Zimbabwe, og i øvrigt var det for tungt at hjembringe mere en et par få genstande. De få ting som allerede er ankommet bliver vendt og drejet, der måles, testes, rettes og designes på forslag til ændringer. Liselotte Risell ser produkterne i sten for første gang. Hun var med til at sende tegninger og modeller med Pil og Henriette til Zimbabwe, og nu over et halvt år senere begynder deres ideer at materialisere sig. “Det er altid meget spændende når de første modeller begynder at komme hjem” siger Liselotte – ” Det er nu bordet fanger og de sidste design beslutninger skal tages”. FairTrade Designers og Huset ved Havet er nu i gang med at planlægge, hvordan de nye produkter skal markedsføres i Danmark. Dette sker på sommerens store Formland messe i august i Herning. Her vil der stå færdige modeller til syn og salg og det bliver meget spændende at se, hvordan indkøbere, forhandlere og siden resten af Danmark reagerer på de håndlavede stenprodukter fra Zimbabwe.
FairTrade Designers 
Pingback: Nyheder i sten fra Zimbabwe « FairTrade Designers