11 principper for Fair Trade

Der er ved at gå så meget mode i fair trade, at mange virksomheder efterhånden bruger begreber som fair trade, bæredygtigt og etisk produktion som en del af deres markedsføring. Derfor er det vigtigt at have nogle grundlæggende retningslinjer, der sikrer, at de produkter, der bliver lanceret som fair trade, også er det – og ikke bare er en del af en smart markedsføringskampagne.

Når vi i FairTrade Designers taler om fair trade følger vi derfor de 11 grundlæggende principper, der er enighed om blandt NGO’er og certificerede fair trade-producenter – og vores samarbejdspartnere på projekterne vil altid være fair trade certificede organisationer.

  1. Respekt og omtanke for mennesker og miljø.
  2. En fair betaling til producenter og andre handelspartnere. En fair pris skal sikre producenten en bedre betaling end den, der normalt opnås for tilsvarende arbejde/produkter på det lokale marked.
  3. Fremme ordentlige arbejdsforhold. Arbejdsmiljøet skal som minimum opfylde lokale betingelser og regler.
  4. Medbestemmelse. Producenter, frivillige og ansatte medarbejdere skal inddrages i de beslutningsprocesser, der vedrører dem.
  5. Beskyttelse og fremme af menneskerettigheder.
  6. Særlig opmærksomhed rettes mod at forbedre forholdene for specielt fattige og udsatte grupper inden for produktion og handel, fx kvinder og børn, samt oprindelige folk.
  7. Omtanke for miljø og bæredygtig udvikling inden for alle led i fair trade-kæden.
  8. Fremme af en bæredygtig udvikling ved at tilstræbe langsigtede og stabile handelsforbindelser.
  9. Prioritering af produkter, hvor så mange led af forarbejdningsprocessen som muligt er foregået i oprindelseslandet.
  10. Åbenhed og gennemsigtighed i alle led af organisationens opbygning og aktiviteter. Alle parter i fair trade-kæden er forpligtet til at give oplysninger videre til hinanden om deres produkter og markedsføringsmetoder, og om hvordan de opfylder fair trade-kriterierne.
  11. Forpligtelse til at bidrage til oplysning, uddannelse og kampagneaktiviteter.

Hvis du vil vide mere om fair trade og principperne for fair trade vil vi anbefale dig at kigge på Fairtrade.dk og Fair Trade Association. Vi har også samlet nogle gode links i vores “blogroll” til højre. Og vi vil sætte stor pris på, hvis du vil tippe os om flere gode sites, blogs, projekter og organisationer, der arbejder med fair trade, så vi kan udvide listen – og alle kan blive klogere.

Leave a comment