FAIR TRADE

Fair is Fair

trade3.jpg

FairTrade Designers er en bevægelse, et forum, et hjertebarn, et samarbejde, en vision, der grundlæggende handler om at bruge de danske designtraditioner og innovationsprocesser til at skabe bæredygtige udviklingsprocesser blandt den 3. verdens kunsthåndværkere og på den måde bruge designfaget som social løftestang.

Hvad er fair trade?Fair trade er en alternativ måde at praktisere international samhandel på. Fair trade forudsætter, at både producenter, forhandlere og forbrugere handler ud fra en fælles forståelse, der handler om at fremme en bæredygtig udvikling i den tredje verdens lokalsamfund. En bæredygtig udvikling, der giver et større udbytte til producenter og arbejdere.

Formålet med fair trade er derfor:

  • at forbedre vilkårene for de dårligt stillede producenter på markedet
  • at fremme social lighed
  • at beskytte miljøet
  • at øge bevidstheden om de ulige handelsforhold mellem nord og syd
  • at påvirke offentligheden gennem kampagner.

sketches.jpgworking1.jpgmeeting.jpgdialog1.jpgthreads.jpg

11 grundlæggende principper for fair tradeDer er ved at gå så meget mode i fair trade, at mange virksomheder efterhånden bruger begreber som fair trade, bæredygtigt og etisk produktion som en del af deres markedsføring. Derfor er det vigtigt at have nogle grundlæggende retningslinjer, der sikrer, at de produkter, der bliver lanceret som fair trade, også er det – og ikke bare er en del af en smart markedsføringskampagne.

Når vi taler om fair trade følger vi derfor de 11 grundlæggende principper, der er enighed om blandt NGO’er og certificerede fair trade-producenter ( læs evt. mere på Fairtrade.dk eller på Fair Trade Association ) :

  1. Respekt og omtanke for mennesker og miljø.
  2. En fair betaling til producenter og andre handelspartnere. En fair pris skal sikre producenten en bedre betaling end den, der normalt opnås for tilsvarende arbejde/produkter på det lokale marked.
  3. Fremme ordentlige arbejdsforhold. Arbejdsmiljøet skal som minimum opfylde lokale betingelser og regler.
  4. Medbestemmelse. Producenter, frivillige og ansatte medarbejdere skal inddrages i de beslutningsprocesser, der vedrører dem.
  5. Beskyttelse og fremme af menneskerettigheder.
  6. Særlig opmærksomhed rettes mod at forbedre forholdene for specielt fattige og udsatte grupper inden for produktion og handel, fx kvinder og børn, samt oprindelige folk.
  7. Omtanke for miljø og bæredygtig udvikling inden for alle led i fair trade-kæden.
  8. Fremme af en bæredygtig udvikling ved at tilstræbe langsigtede og stabile handelsforbindelser.
  9. Prioritering af produkter, hvor så mange led af forarbejdningsprocessen som muligt er foregået i oprindelseslandet.
  10. Åbenhed og gennemsigtighed i alle led af organisationens opbygning og aktiviteter. Alle parter i fair trade-kæden er forpligtet til at give oplysninger videre til hinanden om deres produkter og markedsføringsmetoder, og om hvordan de opfylder fair trade-kriterierne.
  11. Forpligtelse til at bidrage til oplysning, uddannelse og kampagneaktiviteter.

Som pilotprojekt har vi prøvet kræfter med processerne, mulighederne og begrænsningerne gennem vores pilotprojekt i Kina. Og vores fremtidige projekter vil vi præsentere her på bloggen, efterhånden som de tager form.ftd-backblog.jpg

5 comments

  1. Caroline

    Kære FairTrade Designers

    Først og fremmest tillykke med bloggen og med jeres super spændende og top relevante projekt, vision,
    (mod)bevægelse!

    Jeg er med på det globale fairtrade aspekt og samarbejdet med de kinesiske kvinder og betydningen lokalt.
    Men jeg savner lidt flere ord på, hvordan jeres erfaringer og processer skal mangfoldiggøres, dokumenteres og formidles, og hvordan I ser, de kan få en bredere gennemslagskraft end for jer og de andre konkret involverede.

    Og måske har jeg overset det, men hvor, hvornår og hvordan kan vi på sigt møde de designmæssige resultater, som kommer fra de kinesiske hænder?

    Glæder mig meget til at følge jer, kvinderne og projekterne!

    God vind :-)
    Caroline

  2. Det er virkelig godt gået!

    Jeg håber, at jeres projekt bliver en kæmpe succes og til stor inspiration for andre.

    /Barbara

  3. henriette

    TAK for pæne ord om projektet!
    Rigtig rart at høre, at vi ikke er alene om at synes om ideen.

    til Caroline
    Der er flere ord på vej, men vi skal lige ha’ vejret efter KUR08. Vi talte Så meget der :)

    Stay turned

    hilsen henriette

  4. henriette

    Hej Caroline
    Processen er under udvikling.
    Og hvordan den skal mangfoldiggøres kommer til at vise sig.
    BLOGGEN her er en måde.

    Vores første designbud på pudekollektionen:

    ‘Homemade in China’

    ligger her på bloggen, og skal forhåbentligt også udstilles.

    Senere kommer de første produkter, som skal produceres af kvinderne i Threads of Yunnan. Det bliver et meget konkrete resultat, hvor historien også vil blive fortalt gennem salg kommunikation.
    De skal vises på messe i Frankfurt til sommer. Det bliver rigtigt spændende.

    Tak for al god vind.

    hilsen Henriette

  5. Pingback: Hvem-ved-hvad om Fair Trade? « FairTrade Designers

Leave a comment